Pure Irish Drops 1998

Konceptet:
Pure Irish Drops

Musikerne
på turnéen 2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

Danmarks-turné 1998

"Tre Mestermusikere"

Musikerne på turnéen 1998

"Det er som om Michael Coleman var kommet ind af døren, havde pakket sin violin ud og spillet bedre end nogensinde", hviskede en prominent musiker, som overværede en af Joe's forrygende koncerter på den 11. ÉigSiden da er Joe blevet portrætteret i New York Times, Wall Street Journal, Boston Globe, Irish Times (Dublin) og Cork Examiner, for blot at nævne nogle få aviser. Han optrådte også på ABC-TV's Boston-station samt The Pure Drop TV-serien på RTE, det irske national-tv. Ligeledes portrætteredes han i en dokumentar-film produceret af Massachusetts-musikeren Frank Ferrel.
I februar 1995 udgav Joe sit første fuldt flyvefærdige solo album, "Give Us Another" (Green Linnet Records 1149), smukt akkompagneret af pianisten Felix Dolan. Et blændende album som viser Joe, ikke blot på toppen af sin 'gamle form', men med fornyet vitalitet og en endnu mere avanceret teknik. Give Us Another blev kåret som "No.1 Irish Traditional Album of 1995" af avisen The Irish Echo.

Joe Derrane
(Boston,
USA):
To-radet harmonika

Desuden blevet Joe kåret som "Irish Traditionalist of the Year", hvorved Joe blev den første kunstner som fik tildelt de to titler på ét og samme år. Joe Derrane & Jerry O'Brien: Irish Accordeon Masters, en Copley/Regogenudgivelse som præsenterer alle 10 Derrane-O'Brien-duetter, 16 skæringer med The Irish All-Stars og Jerry O'Brien som solist, er et andet 1995 album, som også medvirkede til den voldsomme fornyede interesse for Joe's (og Jerry's !) musik.
Som et resultat af de seneste to års omfattende ønsker om optrædender såvel nationalt som internationalt, har Joe spillet koncerter og optrådt på festivals. Ligeledes har kortere turnéer bragt ham til Paris, Quebec, Dublin, Californien, Alaska, Tipperary, Cork City, Virginia, New York og Galway City.
Sidstnævnte by var var stedet for en triumfkoncert den 23. juli 1995 med Joe Derrane og Moving Cloud-pianisten Carl Hession, hvor de to delte scenen med Altan og spillede for et publikum på 1200 mennesker i The Galway Arts Festival's "Big Top".
Den 17. marts 1995 tilføjede Joe nok et navn til rækken af koncertbyer: Washington D.C. Her havde han det sjældne privilegium at spille i Det Hvide Hus for både Amerikas præsident og Irlands premierminister på Sct. Patrick's Day.
"Den dag i maj var jeg så svedig og nervøs for om jeg kunne komme igennem Wolf Trap uden at blive til grin og uden at skuffe en masse mennesker", erindrer Joe."Ni måneder senere, mit første spillejob dagen efter min 65 års fødselsdag, spillede jeg for præsidenten og premierministeren. Det var næsten ikke til at forstå".
Lige så sjælden og minderig koncerten i Det Hvide Hus var for Joe, lige så meget blegner den i sammenligning med det der skete den 18. juli 1995. For første gang nogensinde i forbindelse med den prestigefyldte Galway Arts Festival, var der arrangeret en koncert udenfor bymuren, på Innis Mór. Innis Mór, den største af Galway's Aran øer, er den lokalitet hvor Joe's far, Patrick Dirrane, fødtes og voksede op og hvorfra han emigrerede til Amerika i starten af århundredet.
Som alle andre emigranter passerede han først igennem Ellis Island og her ændredes "i" i hans efternavn til "e". Joe havde besøgt Innis Mór tidligere, men denne gang var det anderledes, idet han skulle optræde for familie og venner på øen, her iblandt hans tante Bridget, som kun manglede tre måneder i at kunne fejre sin 101 års fødselsdag. Det var en ganske særlig dag for Joe i og med genforeningen med tanten og andre familiemedlemmer, samt muligheden for at spille for faderens slægt.

Joe var i sandhed kommet hjem - til sine familierødder og til sine musikalske rødder. Den helt usædvanlige atmosfære som karakteriserede denne hjemkomstkoncert reflekteres i enhver melodi Joe har spillet siden da.Paul Brock, fremragende harmonikaspiller i Moving Cloud og Derrane-fan siden drengeårene, udtrykker følgende generelle synspunkt om Joe's spil:
"The strength and the power he brings to his music is just phenomenal. The integrity of it is still all there, intact, yet also greater than it was, with nuances and influences that he picked up in the intervening years. He's taken his playing to a whole new level."
Joe Derrane var en af de tre musikere som sidste år medvirkede på Pure Irish Drops-turnéen under temaet "emigration". Over 25 dage spillede han i Holland, Tyskland og Danmark og modtog alle steder begejstrede publikums-reaktioner.se Na Laoi Festival i Cork, april 1995. Umiddelbart forekommer Coleman-analogien måske fortænkt, men ikke desto mindre udtrykker den præcist den kolossale spænding, som affødtes af Joe Derrane's tilbagevenden for tre år siden til den toradede knapharmonika og traditionel irsk musik efter næsten 40 års "sabbat".
Joe Derrane placerer sig udenfor enhver diskussion blandt de største irske harmonika spillere nogensinde. Han er en af de få personligheder som har løftet spillet på instrumentet til en absolut uforudsigelig virtuos højde, vitalitet og kreativitet, ligesom han har sat et permanent aftryk på musikken som helhed.
Hvad der gør Joe Derrane's tidlige musikalske bidrag endnu mere bemærkelsesværdige er det faktum, at de skabtes over en meget kort periode, nemlig i perioden fra sidst i 1940'erne til midt i 1950'erne. Det var i disse år han indspillede sine berømte 78'er solo-plader, de ligeså boblende duo-optagelser sammen med sin harmonikalærer og nære ven Jerry O'Brien (1899-1968), samt en håndfuld udgivelser med The Irish All-Stars og The All-Star Céilí Band, som omfattede Jerry O'Brien, Joe's bror George på banjo, enten John Connors eller Hermeline ("Helen") German på piano, - og lejlighedsvis Frank Neylon på fløjte eller piccolo. Således var status indtil den 29. maj 1994. På denne dato afvikledes den 18. årlige Irish Folk Festival, afholdt på The Wolf Trap Farm for the Performing Arts i Vienna, Virginia, USA. Her 'genopstod' Joe på den toradede harmonika og spillede to separate koncerter, som de tilstedeværende aldrig vil glemme.

Desi er en af de førende eksponenter for spil på den traditionelle irske fløjte (the timber flute), ligesom han er en anerkendt traditionel sanger med et stort repertoire af sange, især fra Ulster - traditionen. Wilkinson er desuden multi-instrumentalist og behersker bodhrán, guitar, violin og skotske highland pipes. På det seneste har han endvidere tilføjet bretonsk klarinet-spil til sit repertoire. Desi kommer oprindeligt fra Belfast og blev inspireret til at lade sig engagere i irsk musik via sin nabo, Fermanagh-violinisten Tom Gunn. Det var via Tom han lærte sine første melodier. Siden da har han 'gjort sin pligt' og spillet sessions overalt i Irland med den irske musiktraditions store mestre, har underholdt mangen et publikum og absorberet de mange regionale stilarter.
Wilkinson er velkendt i Europa og har spillet på utallige festivals ligesom han to gange har turneret i USA,

Desi Wilkinson
(Belfast,
Co. Antrim):
Vocal, fløjter

enten som solist eller sammen med kendte musikere og grupper på den irske musikscene, som f.eks. De Dannan, Donal Lunny, Liam O'Flynn, Mairtin O'Connor, Andy Irvine, - og desuden med sit eget orkester CRAN, som han grundlagde sammen med Sean Corcoran i 1988.
Wilkinson har optrådt som gæstemusiker på mange albums, således medvirker han på Dolores Keanes seneste album. Han har også arrangeret og spillet teater-musik.
I tre år arbejdede Wilkinson som 'samfunds-kunstner' for "Arts Council of Northern Ireland". Her fungerede han som initiativtager til en række traditionelle musik-projekter, gennemførte videnskabeligt undersøgelsesarbejde og fandt også tid til at afslutte en MA-grad i musiketnologi fra Belfast Universitet. I kraft af at være en kvalificeret lærer i historie har han også arbejdet som undersøger og indsamler af traditionel musik , et arbejde som Arts Council Dublin belønnede med en pris. Ud over at være en travl professionel musiker, så er Wilkinson også ansat som videnskabelig medarbejder ved Limerick Universitet. Fra 1992 til 1994 boede han i Bretagne, hvor han lærte, spillede og studerede bretonsk musik.
I 1993 deltog han i det pan-europæiske musik-projekt, HENT ST. JAKEZ, til hvilket han komponerede tre musik-stykker, ligesom han spillede med projektet over alt i Spanien, Portugal og Frankrig. Musikken fra dette projekt kan høres på cd'en Hent St. Jakez, Shamrock Records, 1993.
Desi kan desuden høres på COSA GAN BHROGA, udgivet på Gael-Linn Records. For øjeblikket arbejder han på et nyt solo-album og er desuden blevet tilknyttet The Irish World Music Center på Limerick Universitet.

O'Connor er en af Irlands mest markante violinspillere. Hans familie har spillet violin i mindst fire generationer, så han er i stand til a trække på den store fond af musik han har lært fra sin mor, men også fra håndskrevne musik-manuskripter, som er gået i arv i familien. Dette giver Gerry mulighed for at give energi og nyt liv til mange melodier fra det nordøstlige Irland, som man forlængst troede glemt. Gerry's unikke, personlige spillestil og flydende bue-hånd, kombineret med teknisk virtuositet har gjort ham internationalt anerkendt.
O'Connor er en af grundlæggerne af den anerkendte gruppe "Skylark", med hvilken han har udgivet fire albums. Sammen med sin kone, sangeren, komponisten og fløjtespilleren Eithne Ní Uallacháin, har han desuden skabt det meget karakterfulde orkester "Lá Lugh", som udgav sit trejde album "Brighid's Kiss" i 1996.

Gerry O'Connor
(Dundalk,
Co. Louth):
Violin

Siden 1996 har Gerry O'Connor øget sin arbejdsmængde via en mangfoldighed af aktiviteter. Han har turneret intensivt overalt i Europa med "La Lugh", spillet adskillige solo-koncerter i forskellige lande, og har været involveret i projekter med musikere som Donal Lunny, den bretonske guitarist Gilles le Bigot, den irske fløjte/saxofon-spiller Gerry O'Donnell og den italienske pianist Antonio Breschi. I 1996 medvirkede han desuden, sammen med elleve andre prominente irske og bretonske musikere, i projektet "The West Wind", i forbindelse med det franske mega-projekt "Limaginaire Irlandaise". Samme år samarbejdede "La Lugh" iøvrigt med Anuna samt Begley & Cooney på Breton Festival de Cornuaille. Ud over at være en fremragende violinspiller er O'Connor desuden en erfaren og højt respekteret violinlærer i traditionel irsk musik, og har givet master classes til talentfulde musikere i mere end 16 lande fordelt på tre kontinenter.

Diskografi: Joe Derrane: Give Us Another, 1995, Green Linnet Records GLCD 1149 Joe Derrane: Irish Accordeon, genudgivet i 1995 Joe Derrane & Jerry O'Brien: Irish Accordeon Masters, genudgivet 1995 Joe Derrane: Return To Inis Mór, 1996, Green Linnet Records GLCD 1163 Joe Derrane: The Tie That Binds, 1998, Shanachie, 78009 (m. Frankie Gavin, Carl Hession m.fl.) Desi Wilkinson: The Three Piece Flute, 1987, Spring Desi Wilkinson: Crooked Stairs, 1992, CBMM (m. CRAN) Desi Wilkinson m.fl.: Hent St Jakez, 1993, Shamrock Desi Wilkinson: Black, Black, Black, 1998, CBMM (m. CRAN) Desi Wilkinson & Gerry O'Connor: Cosa Gan Bhroga, Gael Linn CEF1 1CD (m. E. Ní Uallachain) Gerry O'Connor: Skylark, 1987, Claddagh CC 46CD (m. Skylark) Gerry O'Connor: All of It, 1989, Claddagh-CC49CD (m. Skylark) Gerry O'Connor: The Celts Rise Again, 1990, Green Linnet GLCD 104 (Compilation) Gerry O'Connor: Lá Lugh, Claddagh CCF29CD (m. Lá Lugh) Gerry O'Connor: Bringing it all back home, 1995, BBC CD844 (m. Hughes Band) Gerry O'Connor: Light and Shade, 1992, Claddagh CC57 CD (m. Skylark) Gerry O'Connor: Musita 1987-1994, Ribium CDE 04 1995 (Italiensk live-compilation) Gerry O'Connor: Raining Bicycles, 1996, Claddagh CC62CD (m. Skylark) Gerry O'Connor: Bridhid's Kiss, 1996, Lughnasa LUGCO961, (m. Lá Lugh)