Pure Irish Drops 1997

Konceptet:
Pure Irish Drops

Musikerne
på turnéen 2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1995

Danmarks-turné 1997

"Irske emigrationsmusikere"

Musikerne på turnéen 1997

For tredje år i træk præsenteres turnéen Pure Irish Drops i Danmark. Præsentationen finder sted i et samarbejde mellem FF Musik Büro/Berlin og RMA Denmark.
De tre musikere på dette års turné har den fællesnævner, at de, trods emigration til hhv USA, Australien og England, alle opfattes som fremtrædende musikere og afgørende for fornyelsen og bevarelsen af traditionel irsk musik.

"Det er som om Michael Coleman var kommet ind af døren, havde pakket sin violin ud og spillet bedre end nogensinde", hviskede en prominent musiker, som overværede en af Joe's forrygende koncerter på den 11. ÉigSiden da er Joe blevet portrætteret i New York Times, Wall Street Journal, Boston Globe, Irish Times (Dublin) og Cork Examiner, for blot at nævne nogle få aviser. Han optrådte også på ABC-TV's Boston-station samt The Pure Drop TV-serien på RTE, det irske national-tv. Ligeledes portrætteredes han i en dokumentar-film produceret af Massachusetts-musikeren Frank Ferrel.
I februar 1995 udgav Joe sit første fuldt flyvefærdige solo album, "Give Us Another" (Green Linnet Records 1149), smukt akkompagneret af pianisten Felix Dolan. Et blændende album som viser Joe, ikke blot på toppen af sin 'gamle form', men med fornyet vitalitet og en endnu mere avanceret teknik. Give Us Another blev kåret som "No.1 Irish Traditional Album of 1995" af avisen The Irish Echo.

Joe Derrane
(Boston,
USA):
To-radet harmonika

Desuden blevet Joe kåret som "Irish Traditionalist of the Year", hvorved Joe blev den første kunstner som fik tildelt de to titler på ét og samme år. Joe Derrane & Jerry O'Brien: Irish Accordeon Masters, en Copley/Regogenudgivelse som præsenterer alle 10 Derrane-O'Brien-duetter, 16 skæringer med The Irish All-Stars og Jerry O'Brien som solist, er et andet 1995 album, som også medvirkede til den voldsomme fornyede interesse for Joe's (og Jerry's !) musik.
Som et resultat af de seneste to års omfattende ønsker om optrædender såvel nationalt som internationalt, har Joe spillet koncerter og optrådt på festivals. Ligeledes har kortere turnéer bragt ham til Paris, Quebec, Dublin, Californien, Alaska, Tipperary, Cork City, Virginia, New York og Galway City.
Sidstnævnte by var var stedet for en triumfkoncert den 23. juli 1995 med Joe Derrane og Moving Cloud-pianisten Carl Hession, hvor de to delte scenen med Altan og spillede for et publikum på 1200 mennesker i The Galway Arts Festival's "Big Top".
Den 17. marts 1995 tilføjede Joe nok et navn til rækken af koncertbyer: Washington D.C. Her havde han det sjældne privilegium at spille i Det Hvide Hus for både Amerikas præsident og Irlands premierminister på Sct. Patrick's Day.
"Den dag i maj var jeg så svedig og nervøs for om jeg kunne komme igennem Wolf Trap uden at blive til grin og uden at skuffe en masse mennesker", erindrer Joe."Ni måneder senere, mit første spillejob dagen efter min 65 års fødselsdag, spillede jeg for præsidenten og premierministeren. Det var næsten ikke til at forstå".
Lige så sjælden og minderig koncerten i Det Hvide Hus var for Joe, lige så meget blegner den i sammenligning med det der skete den 18. juli 1995. For første gang nogensinde i forbindelse med den prestigefyldte Galway Arts Festival, var der arrangeret en koncert udenfor bymuren, på Innis Mór. Innis Mór, den største af Galway's Aran øer, er den lokalitet hvor Joe's far, Patrick Dirrane, fødtes og voksede op og hvorfra han emigrerede til Amerika i starten af århundredet.
Som alle andre emigranter passerede han først igennem Ellis Island og her ændredes "i" i hans efternavn til "e". Joe havde besøgt Innis Mór tidligere, men denne gang var det anderledes, idet han skulle optræde for familie og venner på øen, her iblandt hans tante Bridget, som kun manglede tre måneder i at kunne fejre sin 101 års fødselsdag. Det var en ganske særlig dag for Joe i og med genforeningen med tanten og andre familiemedlemmer, samt muligheden for at spille for faderens slægt.

Joe var i sandhed kommet hjem - til sine familierødder og til sine musikalske rødder. Den helt usædvanlige atmosfære som karakteriserede denne hjemkomstkoncert reflekteres i enhver melodi Joe har spillet siden da.Paul Brock, fremragende harmonikaspiller i Moving Cloud og Derrane-fan siden drengeårene, udtrykker følgende generelle synspunkt om Joe's spil:
"The strength and the power he brings to his music is just phenomenal. The integrity of it is still all there, intact, yet also greater than it was, with nuances and influences that he picked up in the intervening years. He's taken his playing to a whole new level."
Joe Derrane var en af de tre musikere som sidste år medvirkede på Pure Irish Drops-turnéen under temaet "emigration". Over 25 dage spillede han i Holland, Tyskland og Danmark og modtog alle steder begejstrede publikums-reaktioner.se Na Laoi Festival i Cork, april 1995. Umiddelbart forekommer Coleman-analogien måske fortænkt, men ikke desto mindre udtrykker den præcist den kolossale spænding, som affødtes af Joe Derrane's tilbagevenden for tre år siden til den toradede knapharmonika og traditionel irsk musik efter næsten 40 års "sabbat".
Joe Derrane placerer sig udenfor enhver diskussion blandt de største irske harmonika spillere nogensinde. Han er en af de få personligheder som har løftet spillet på instrumentet til en absolut uforudsigelig virtuos højde, vitalitet og kreativitet, ligesom han har sat et permanent aftryk på musikken som helhed.
Hvad der gør Joe Derrane's tidlige musikalske bidrag endnu mere bemærkelsesværdige er det faktum, at de skabtes over en meget kort periode, nemlig i perioden fra sidst i 1940'erne til midt i 1950'erne. Det var i disse år han indspillede sine berømte 78'er solo-plader, de ligeså boblende duo-optagelser sammen med sin harmonikalærer og nære ven Jerry O'Brien (1899-1968), samt en håndfuld udgivelser med The Irish All-Stars og The All-Star Céilí Band, som omfattede Jerry O'Brien, Joe's bror George på banjo, enten John Connors eller Hermeline ("Helen") German på piano, - og lejlighedsvis Frank Neylon på fløjte eller piccolo. Således var status indtil den 29. maj 1994. På denne dato afvikledes den 18. årlige Irish Folk Festival, afholdt på The Wolf Trap Farm for the Performing Arts i Vienna, Virginia, USA. Her 'genopstod' Joe på den toradede harmonika og spillede to separate koncerter, som de tilstedeværende aldrig vil glemme.

Violinisten Eilish O'Connor stammer fra Dundalk, Co. Louth, på Irlands øst-kyst. Hun voksede op i en familie med dyb forankring i traditionel musik og især violinspil, idet hendes bedstemor var en anerkendt violinist på sin tid. Eilish's mor, Rose O'Connor er højt respekteret i sit hjemland som violinist og underviser på instrumentet.
Det kan derfor ikke overraske at Eilish og hendes brødre begyndte at spille violin i en tidlig alder og hurtigt blev så gode på instrumentet, at de deltog i de såkaldte Fleadhanna Cheoil- konkurrencer og vandt et stort antal amtslige-, regionale- og nationale mesterskaber.
Eilish's bror Gerry 'the fiddle' O'Connor er allerede en velkendt musiker for det danske publikum, idet han kendes fra grupperne La Lugh og Skylark, som flere gange har optrådt på de store danske festivaler.

Eilish O'Connor
(Dundalk,
Co. Louth):
Violin

I slutningen af '70erne forsatte Eilish med at uddybe sine interesser for traditionel irsk musik. Hun accepterede en invitation om at tilbringe en tid i det velkendte Mekka for traditionelle irske musikere og tilhørere, McGann's Pub i Doolin, Co. Clare. Her kom hun i kontakt med nogle af de største navne i den irske instrumental tradition og spillede sessions med velkendte musikere som Davy Spillane, Stocktons Wing, Tommy Peoples og mange flere.
I denne periode kom hun under flere forskellige former for musikalsk indflydelse og hendes allerede imponerende violinspil udviklede sig til en distinkt og meget personlig stil. En stærk og klar tone, en kraftfuld bue og en velkontrolleret teknik kombineret med en afbalanceret, men kreativ brug af ornamentik og improvisation gør Eilish til en af de mest dynamiske violinister i sin generation.
At rejse har altid spillet en væsentlig rolle i Eilish's musikalske liv. Medens hun boede i Doolin turnerede hun i England, Skotland, Frankrig, Holland og USA. I midten af 80'erne blev hun inviteret til Australien i 6 måneder for at undervise den støt voksende mængde af mennesker, som her ønskede at lære traditionelt irsk violinspil.
Eilish besluttede at forlænge sit ophold og Australien blev hendes hjem de efterfølgende 10 år. En vedholdende forespørgsel om undervisning og workshops samt ønsket om at høre Eilish's eminente violinspil på de store australske musikfestivaler gjorde, at Eilish konstant var på rejse på det australske kontinent.
I løbet af det australske 10-år blev Eilish en vigtig person i kontinentets kulturliv. Dette forstærkedes yderligere i 1992, da hun besatte den prestigefyldte post som direktør for The Woodford/Maleny Folk Festival, Australiens største årlige kulturbegivenhed.
Det nye job bragte Eilish i kontakt med mange aspekter af den australske kulturtradition og introducerede hende til en mangfoldighed af elementer og stilarter indenfor verdensmusikken.
Eilish besatte direktørposten indtil 1996, hvor hun vendte tilbage til sit hjemland Irland og bosatte sig i Galway.
I februar 1997 gennemførte Eilish en 4 ugers solo turné i Australien, hvor hun bl.a. optrådte på Port Fairy Festivalen i Victoria og The National Festival i Canberra.

Tommy McCarthy blev født i 1930 i Shyan (Home of the Fairies), nær Kilmihil i det vestlige Clare. Da han var ni år gammel hørte han en gruppe Wren Boys spille musik på St. Stephen's Day. I løbet af nogle få dage lykkedes det Tommy at få fat i en gammel træwhistle og han begyndte at lære sig de melodier han havde hørt.
Nogle få år senere begyndte han at lære at spille concertina hos en nabo ved navn Nick "Stack" Ryan. Tommy mindes hvorledes han krydsede markerne for at komme til Nick's hus og lære melodier fra ham og Solus Lillis, en smed som boede i nærheden. Kilmihil blev kendt for sin concertina-tradition og blandt andre fine concertinaspillere fra området kan bl.a. nævnes Sonny Murray, Bernard Sullivan, Tommy MacMahon og Tom Carey. I 1950 rejste Tommy til Dublin, hvor han købte et sæt uilleann pipes og fik sin første undervisning hos den legendariske pipespiller og pipemager, Leo Rowsome.

Tommy McCarthy
(Kilmihil,
Co. Clare):
Uilleann pipes

I 1952 emigrerede han til England og bosatte sig i London, hvor han arbejdede som tømrer.
Blandt de musikere han spillede sammen med i London-årene skal nævnes følgende: Violinspillerne Bobby Casey og Martin Byrnes, piperne Willy Clancy og Séamus Ennis, fløjtespillerne Roger Sherlock og Paddy Taylor samt harmonikaspilleren Raymond Roland.
I 1968 deltog han i det historiske første møde i Na Piobairi Uilleann (Uillean Pipe Spillernes Selskab) i Irland og i 1980 grundlagde han The London Pipers Club, som i dag er en afgørende organisation for pipespillere bosat i England.
I 1972 optrådte han i USA sammen med musikerne Paddy Glackin, Seamus Connolly og Joe Burke på den første Comhaltas Ceoltoiri Éireann (Irske Musikeres Sammenslutning) turné.I 1982 optrådte han på den tiende jubilæums-turné. Tommy har ydermere turneret i Bretagne, Italien, Schweiz, Bulgarien og Australien.
Tommy kan akkrediteres indspilninger med Kate Bush, John Anderson fra Yes, Horselips og Tommy's tin whistlespil kunne høres på en sang kaldet "The Lions Sleeps Tonight" med gruppen Tight Fit, som lå nummer 1, på de engelske pop-hitlister i 7 uger på et tidspunkt midt i 80'erne.
Tommy har bidraget med teatermusik til den kontemporære ballet "Sergeant Early's Dream" opsat af Rambert Ballet Company, samt musik til opførelsen af "The Playboy of the Western World", som spillede i to år på The National Theatre. Desuden har Tommy skrevet musik til filmene "Three Wishes for Jamie" og "Young Guns". Hans venskab med Paddy Moloney fra The Chieftains har ført til at Tommy og hans musikudøvende familie har optrådt sammen med The Chieftains ved deres utallige London-koncerter. McCarthy-familien kan desuden også høres danse et Clare-set på The Chieftains-albummet "Bonapartes Retreat".
Tommy har videregivet sin musik i vest-Clare-stil til sine fire børn: Jacqueline (concertina), Marion (uilleann pipes), Bernadette (violin) og Tommy Jnr. (violin). De har jævnligt optrådt som familie-gruppe i England og har desuden rejst til Irland for at give koncerter.
I 1991 vendte Tommy tilbage til sit barndomsland. Efter at have boet 40 år i London bosatte han sig nu i Miltown Malbay, fødestedet for den berømte pipe-spiller Willie Clancy. Tommy underviser i concertinaspil på sommerskolen, som afvikles hvert år til Willie's ære og i 1996 spillede Tommy med i tre af skolens special-koncerter, nemlig koncerterne for hhv uilleann pipes, concertina og tin whistle. Han spiller til stadighed på festivaler og andre begivenheder hvor som helst i Irland, ligesom han jævnligt optræder sammen med sine tre døtre og deres ægtefæller, som alle er bosat i Clare og naboamtet Galway. Hvert år optræder han i USA sammen med sin søn Tommy Jnr., som er bosat her. Han spiller sammen med de lokale musikere Junior Crehan, Eamon McGivney og det tidligere medlem af The Chieftains, Michael Turbridy. Sammen har de indspillet to kassetter i serien "Set Dances of Ireland", indeholdende musik for Clare-set.